Kyndelmissetur

Arrangør: Skanderborg 8660
Oplev bøgeskoven og landskabet, når vinteren er koldest. Efter statistikken er det ved Kyndelmisse - den 2. februar. Vinteren er uforudsigelig for os og naturen. I en mild vinter kan vi se de første forårstegn, og hvis frost og sne binder landet, kan vi opleve vinternaturen og det smukke landskab.
Vestermølle ved Skanderborg Søs nordøstlige bred har udnyttet Sønderbæk, der over blot et par kilometer løber i en sidedal til den store tunneldal, hvor Skanderborg Sø ligger. Bækken er vandrig, fordi der flere steder i dalen er kildevæld. Bækken løber i fine slyngninger gennem bøgeskoven. Især om vinteren får man den bedste udsigt til landskabet som træerne skjuler om sommeren. Sporet fører op i landbrugslandet langs Skårup Kirkevej, hvorfra der er vid udsigt over Skanderborg Sø, der ligger ca. 65 meter lavere.
Har vi en mild vinter, vil vi kunne se de første forårstegn, piletræer og hassel blomstrer gerne tidligt. Nyfalden sne afslører tit hvilke dyr der færdes, når der er fred og ro.
Som altid på DNs ture gennemfører vi uanset vejret. I februar kan man forvente al slags vejr, så det anbefales at kikke på vejrudsigten og tilpasse påklædningen. Sporets længde er ca 4,5 km og turen er bestemt egnet for børn – men uden barnevogn. Tag kaffen med – måske bliver vejret til en solbeskinnet pause undervejs.
Kontakt
Adresse
  • 8660
Mødested
Gårdspladsen på Vestermølle, Oddervej 80, 8660 Skanderborg